Mens vi venter....

Når lokkemaden er lækker nok

- så skal bassen nok komme fremad. Tænk hvad en fjernbetjening til musikanlægget kan gøre...

OBS - jeg har slettet lyden, så det er ikke en fejl, at der ikke foregår noget med lyd på :o))))

 

Ja ja ja ja....

Jeg ved det godt. Der har godt nok været stille herinde. Helt vildt stille! 

Det har egentlig aldrig været meningen, men sikke dog tiden går. I ved jo med hvad. Men det er jo ikke fordi, der ikke er stunder, hvor jeg kunne lave indlæg. Indlæggene har bare ikke rigtig været der. Jeg har måske været skriveblokeret...??? Tanker har der været masser af, oplevelser lige så og Aksel er jo i sig selv et studie, der kunne fylde en blog for sig selv, så der mangler ikke stof. Det er bare som om de ikke har presset sig på for at komme ud, de der indlæg, så stille blev der.

Een ting der ihvertfald har strejfet mig er, at jeg jo har brugt denne blog som livline i ventetiden. Den funktion har den ikke lige nu. Derefter blev den rejseblog - også et overstået kapitel. Nu er det så dagliglivet jeg kan skildre og egentlig ved jeg ikke helt om det er mig at gøre det. Vi får se. Ventetid kommer der igen, så helt aflives skal bloggen overhovedet ikke....

Status er, at vi igår havde 1/2 års jubilæum som familie. For 1/2 år siden bar vi Aksel ud af porten på Sought after Women and Children, satte os i en taxa og kørte med ham. Sikke en rejse det har været og stadig er. Hold da op hvor er der sket meget for os alle. Det største er stadig at mærke hvordan kærligheden konstant vokser. Jeg tror aldrig jeg kommer til at forstå hvordan kærlighed kan blive ved med at vokse, når man allerede for lang tid siden synes man var fyldt op. Der er bare plads til mere.

Aksel er i konstant udvikling. Han vokser og er nu 75 cm lang og vejer 9,7 kg - hvilket efter lægens udsagn betyder, at han nu har en sund proportion. Hans vægt og længde passer sammen. Det er nok også det vi kan mærke, idet han heller ikke længere tager på i samme fart som i starten. Nu er der ligesom bygget nok på den del til at han kan koncentrere sig om at udvikle sig på andre områder.

For at hjælpe ham bedst muligt med at få fat i de ting, han skal have indhentet fra livet som børnehjemsbarn, har vi taget kontakt til en sanseintegrationsterapeut. Det er fantastisk at få den form for sparring af en fagperson, der har set andre adopterede og anerkender, at det hele ikke kun løser sig med ubetinget kærlighed. Ikke at det ikke når langt, men vi kunne mærke, at vi havde brug for at få mere sparring på specielt hans motoriske udvikling. Det har vi bestemt ikke fortrudt. 

Aksel er også i fuld gang med at lære familie og venner at kende. Han elsker det. Børn er stadig et kæmpe hit og begejstringen vil ingen ende tage, når fætre, kusiner eller venners børn leger med ham. Men de voksne er også begyndt at få lov at komme tættere på -  det er specielt dejligt at se ham nyde bedsteforældrenes selskab.

Forår og ferie

To ting der går super godt i spænd med hinanden. Især i disse tider, hvor der afholdes restferie her på matriklen, hvilket betyder, at vi har haft rigtig mange dage sammen alle 3 - og vi har flere i vente. En hel uge mere....

Her er lidt godt fra dagene.

Vi har haft besøg

Inden jeg igår fortabte mig i gamle videoklip havde Aksel og jeg lege-date med Buster og hans mor. Det var premiere for drengene og en ret hyggelig premiere. Aksel var som sædvanlig helt høj over, at der var et barn - se mig se mig! Blev så lidt fortørnet over, at han bare kunne smutte væk, for endelig var der en i nogenlunde hans størrelse. Men de hyggede og det gjorde mødrene selvsagt også. Der er nu noget særligt over to små røvere, der lige får øje på hinanden.

Aksel er fascineret af Busters krøller.

Hey, du havde fat i mine krøller, nu stikker jeg lige en finger i øret på dig...

 

Før og nu....

Jeg tror bare jeg vil lade de her filmklip tale deres eget sprog... Det første er optaget på børnehjemmet og det andet er nappet her til aften.

 '

 

Sådan lidt af hvert

Der har været mange tanker om det at blive mor og mange indlæg er blevet formuleret, men de kommer aldrig længere end til tankestadiet. Det er altså en længere proces end jeg overhovedet havde forestillet mig. Inde i mit hovede var det noget jeg blev med et billede i hånden. Det blev jeg også, men det var bare starten og meget ventede forude. Og rejsen derefter kan godt overvælde og forbavse mig. Især kan jeg ofte undre mig over hvor al den kærlighed lige kommer fra, og der kommer hele tiden mere af den. Sig mig hvordan skal jeg rumme al den kærlighed, når der hele tiden kommer mere til og man hele tiden føler, at nu kan jeg da ikke elske den lille slyngel højere - vupti og jo da, det ku´jeg så godt. Den anden nat kl 3 sad jeg her i stuen og konstaterede, at det godt kunne være han lige havde stjålet et par timer af min nattesøvn, men så skidt da... Nu sov han trygt og godt på maven af mig og så er han jo bare det skønneste barn på jorden. Kl 7.00 var det til gengæld ikke helt sådan jeg tænkte. Heldigt at han skal sove igen, for så er det atter tid til tilgivelse ;o)

I det hele taget har jeg nok selv gjort det at være mor til noget nærmest helligt - lidt hjulpet på vej af samfundets ide om at moderskabet.  Det er svært ikke at lyde mærkelig hvis jeg siger, at det altså ikke har været så livsændrende at jeg nogensinde vil tale om et før og efter. I bund og grund føler jeg mig ret meget som den jeg var før, meeeeeen den store ændring er de følelser jeg pludselig er i besiddelse af for endnu et menneske i mit liv og de er enorme. 

Det er også helt fantastisk at dele de følelser med en anden. At vide, at jeg har en ved min side, der føler lige så meget og lige så dybt og også synes det er heeeelt fantastisk, når Aksel smider sin mad på gulvet.

Jeg vil ikke sidde her og pille alt det fantastiske ud af at være blevet mor. Jeg har respekt for, at det for nogen er livsændring, der gør, at de føler sig som et nyt menneske. Jeg er formodentlig bare en gammel sur kælling, der i en alt for lang ventetid har gjort det lidt utilnærmeligt - det der mor-noget, og nu hvor jeg er der så tænker jeg - hvor helvede er lige den der guddommelighed henne? Og så skal jeg heller ikke udelukke, at det også kommer af, at jeg ikke har skulle opleve min krop forvandle mig til mor. Det har jeg også stor respekt for kan være noget særligt for nogen. 

Men forvandlingen er her og jeg er MOR. Forstået på den måde, at nu kan jeg kæde følelserne på det at være mor. Jeg kan mærke at jeg bliver varm og glad ved tanken om at være Aksels mor. Jeg kan mærke at jeg ikke længere lægger afstand til ordet, som om det ikke helt er hele mig, men en eller anden side af mig, der er mor. Det er MIG med hud og hår og hele kroppen, der er Aksels mor. Jeg har nu heller ikke været i tvivl om, at det var der jeg ville ende, men har som sagt været noget overrasket over hvordan det at nå hertil også er en proces i sig selv. 

 

Blodbad, solskin og fransk landkøkken - forår på Kildevang

Hanekyllingerne skulle af med hovedet - og det gik lidt blodigt for sig.... Men nu er der ro i hønsehuset igen. Det var havde udviklet sig til lidt af en figthclub for unge haner. 7 ud af de 10 kyllinger vi fik i efteråret viste sig at være haner, så der var kamp om magten i hønehuset. Og 2 af dem blev til Coq au vin - resten kom i fryseren - og jeg skal hilse og sige, at det var fantastisk at slutte dagen af med. Nøøøj de smagte godt - vores kyllinger...

Og ellers har weekenden bare budt på forårssyslerier og vi har stornydt det - alle 3. Vi skal lige vænne os til at Aksel er med på råd hver gang og det er heller ikke det hele han gider være med til. Men vi får prøvet af hvad der kan lade sig gøre og han fortæller hvad han gider. At sidde i sin barnevogn og se på at kyllinger får fjerdragten af, var ikke en af de ting han gad. Til gengæld var det hyggeligt at være med i værkstedet, mens far ordnede potter til forspiring. En slurk øl var også populær, da husets tømmer lige kiggede forbi og fik en øl med mor og far.

Og så lige et forårsbillede fra fåre-folden.

Lægetjek

Aksel var ved lægen igår. Vi har i samråd med lægen, besluttet, at han skal forbi en gang om måneden og vejes og måles. Det kan vi alle godt lide ;o) Ja, ok - ikke alle. Aksel er ikke så pjattet med den del af konceptet, hvor han skal have tøjet af og vejes. Ret central del af konceptet, må man sige... Lægen bliver til gengæld så glad og siger tilfreds, at det er sådan det skal være. Han skal brokke sig og det gør han så.

Og til fakta. Der er nu 8,4 kg Aksel og 73 cm. Specielt det sidste tal glædede moderen. Ved sidste lægebesøg var han 70 cm og det var også det vi målte ham til i Nigeria. Husker at vi en enkelt gang troede han var vokset, men måtte erkende, at vi ikke havde set rigtigt. Ihvertfald sker der også noget på den front nu - dejligt.

Vægten er stadig jævnt stigende. Vi har nu vænnet os til, at han lægger ca. 200 gram til om ugen. Vi kan mærke vi har sluppet bekymringerne om hans vægt, for det går fremad og han er jo ikke længere undervægtig. I virkeligheden tager han på i et fast og fint tempo. Jeg tror vi havde et helt urealistisk billede af hvor hurtigt han ville tage på og det har vi nu fået tilpasset. Lægen er iøvrigt også glad og tilfreds med tempoet i vægtøgningen, så det er som det skal være. Madmæssigt er han stadig mest på grød, men vi supplerer med rugbrødshapsere, brød, ost og  andet. Så længe han vil spise grød og prøve nyt af, så er det rigtig fint. I starten ville han slet ikke have andet en fuldstændig glat grød og nu vil han gerne have brød, ost og forskellig smørbart pålæg. Han tager hele tiden små nye skridt og det skal han bare blive ved med. Så vi udfordrer ham stille og roligt. Han har indtil videre slet ikke vist interesse for selv at spise eller røre ved maden - og så sker det alligevel at han rækker ud. Igår vendte han lige tallerknen med grød på hovedet. Jeg skal jo ikke stoppe ham i hans udforsken og vupti lå grøden på bordet... Ja, det er vel lige præcis sådan det skal være ;o) Jeg vil så ikke gå dybere ind i hvordan jeg kommer til at have det i den periode, hvor man må leve med at der kommer mad rundt alle steder. Den tid den udfordring. Jeg kommer til at HADE det - uagtet hvor rigtigt, sundt og nuttet det givetvis også er - jeg kommer til at hade det. Jeg må bare bide det i mig.... 

Indtil videre er det mest skål eller tallerken han vil have fat i - ikke selve maden. På billedet var det en skål med minifras, som røg en tur over skulderen...

Aksel har fødselsdag

for det har han jo, og det er idag!

TILLYKKE  sødeste dejligste skønneste smukkeste allerfantastiske lille skat. Nu er du 1 år! 

Vi er i den grad super taknemmelige og meget meget glade for, at vi kan fejre denne dag sammen med dig. Jeg tror faktisk ikke du har godt af at få at vide hvor meget du betyder for os, lille skat. Jeg tror det kan give storhedsvanvid og den slags skal vi ikke have udviklet hos dig ;o)

Der er også en anden lille mærkedag idag. Det er idag 4 måneder siden telefonen ringede og du åbenbarede dit smukke lille ansigt for os. Jeg forstår slet slet ikke, at det kun er 4 måneder siden. Hold da op hvor har du evnet at indtage alt lige siden. Du er med i alt og fylder det hele og du skal være så velkommen. Vi nyder hvert minut og hvert sekund - også når du sover ;o)

Tillykke lille skat - dagen har været din og vi er til din rådighed. Nå ja, så er det hele vel i virkeligheden helt som det plejer at være. Men gaver får du dog trods alt ikke hver dag....

Tudefjæs...

Det er hvad jeg er i disse dage. Nøøøj hvor det kan mærkes, at vi har den store ære, at fejre Aksels første fødselsdag. Hvor er det bare stort.

Og det der virkelig får mig til at gå og småtude er tanken om, at der sidder en eller flere et sted i Nigeria og tænker på deres lille dreng. Hvor er han nu et år efter han kom til verden? Jeg ville sådan ønske, at vi kunne sende bare en lille besked om, at han har det godt og er elsket - højt.

Det er mærkeligt som man kan føle sig knyttet til et menneske et sted derude, som man aldrig kommer til at kende, men jeg kan mærke, at jeg tænker meget på Aksels biologiske mor. Hun har i princippet skænket mig det største en kvinde kan give, og samtidig kan jeg slet ikke rumme, at hun må gå med et ubeskriveligt savn. At gøre hvad hun har gjort har kostet, og samtidig kan det kun gennemføres fordi konsekvenserne ved ikke at gøre det ville have været endnu større. 

Og i alt det her prøver jeg at holde fokus på, at det er sådan det er. Det er vores fælles skæbne - forbundet for evigt gennem Aksel. Mine tanker og følelser omkring hans biologiske rødder er også dem der en dag skal give ham en ro og accept for hans skæbne. Det er helt iorden at blive påvirket, at savne et menneske vi ikke ved hvem er,  at mærke, at det er fordi jeg jo aller dybest inde har så svært ved at rumme hvordan det har været at skulle efterlade vores dejlige lille skat. Alt sammen tanker og følelser Aksel også skal rumme og lige nu er jeg vel bare igang med at forberede mig på, at jeg skal rumme dem med ham og derfor også må fælde et par tårer i processen, så jeg kan hjælpe ham, når han en dag skal af med sine tårer. 

Det blev vist lidt rodet, men det lettede her....Og jeg lover - det tager IKKE glæden fra Aksels fødselsdag - på ingen måde. Snarere tværtimod. Det sætter kun endnu større fokus på hvor priviligerede vi er ved at kunne fejre den.