Mens vi venter....

AC's nyt om Nigeria

AC har nu lagt selve det nyhedsbrev vi fik tilsendt på hjemmesiden, så nu kan interesserede selv læse det der slog benene væk under os.



 

http://www.a-c.dk/front.asp

 

Vi glæder os til at se om besøget i november bringer nyt om situationen med sig.

1 uge efter chokket

Ja - nu er der så gået en uge siden bomben sprang i vores mailboks.

 

Det har været en hård omgang, som jo langt fra er slut, men første fase er nok ved at være overstået. Det første store chok, de mange panikagtige scenarier og de store frygt følelser er begyndt at træde i baggrunden. Jeg kan sagtens mærke de er der, men de har ikke længere pladsen på de første rækker.

 

Nu begynder fornuften at få mest plads. Fornuften, der fortæller mig, at det nok skal gå. Det er ikke en formidling der stopper, vi bliver ikke nægtet adoption fra Nigeria. De skal blot have tingene helt på plads i deres interne procedurer - altsammen til gavn for formidlingen i det lange løb - og måske ovenikøbet for os på det korte sigte.

 

Jeg føler mig dog stadig presset ved tanken om, at vores godkendelse udløber i februar 2011. Når formidlingen går igang igen (og nu vælger jeg sgu at sige når...) så har vi et år tilbage. Det kan sagtens vise sig at være rigelig tid - men der skal heller ikke mange flere svinkeærinder til førend vi er særdeles presset.

 

AC skriver følgende om situationer, der ligner den vi står i nu:

 

NÅR FORMIDLINGEN GÅR I STÅ
Hvis formidlingen fra et land går i stå i en urimelig lang periode uden udsigt til bedring, aftaler vi måske overflytning/dobbeltklargøring med familierne på ventelisten til en liste, vi forventer, vil gå hurtigere. I sådanne tilfælde er overflytningen uden ekstra beregning for familien. I langt de fleste tilfælde vil overflytningen betyde en placering nederst på den nye venteliste. I enkelte og helt specielle tilfælde kan AC Børnehjælp dispensere, så en familie helt eller delvist får sin anciennitet flyttet med over på den nye venteliste. Normalt dog kun op til nr. 11 på ventelisten, da vi som hovedprincip ikke rører ved de 10 øverste familier på ventelisten. Dette giver kun mening på de få lister, hvor det er AC Børnehjælp,
der matcher barnet til familien, og hvor der er mere end 10 ansøgninger på ventelisten. Man kan være dobbeltklargjort, indtil man
er så langt på en af ventelisterne, at man må gå af den anden venteliste for at sikre, at man ikke får bragt barn i forslag fra begge formidlingssteder samtidig. Det er AC Børnehjælp, der vurderer, hvornår man ikke længere kan stå på begge ventelister.

 

Det ville på mange måder være perfekt at kunne blive dobbeltklargjort nu, men jeg er ret sikker på, at AC vil afvente situationen i februar inden de går med til det. Det er jo ikke bare noget man bare gør - der ligger et stort arbejde bag hver eneste sag, der sendes ud. Men lige nu giver det lidt ro at læse, at der trods alt er den mulighed, hvis formidlingen forbliver sat i bero - også efter februar.

Skuffelse og magtesløshed

Så er der gået et par dage siden nyhedsbrevet fra AC ramte vores mailboks. Dagene er brugt rigtig fornuftigt i Barcelona, så det har holdt det hele lidt på afstand. Gudskelov kunne vi lade Barcelonas dejlige solskin og charme indtage os - og dagene har været fyldt med gode oplevelser.

 

Nu er vi så hjemme igen - og tankerne fylder i hovedet igen. Vi ved jo i virkeligheden ikke noget som helst om hvad der kommer til at ske - det eneste vi ved er, at direktiverne for adoption fra Nigeria skal ændres.

 

Den nuværende Social Director, der skal udskiftes til januar, har på baggrund af den beslutning valgt at sætte alle adoptioner i bero indtil direktiverne er på plads. Ingen ved hvordan den nye Social Director vælger at tolke direktiverne og ingen ved hvilke ændringer der er på vej. Jeg ved ikke hvor meget disse direktiver omfatter, men der kan være tale om ændringer i forhold til proceduren i Nigeria - og det kan i sig selv være godt nok, hvis de har grund til at stramme op her. Det jeg frygter er, at de også kigger på kravene til adoptanterne, og ændrer disse til vores ulempe. Som sagt ved vi ikke hvor meget der skal ændres - og vi må altså rumme den uvished til engang i februar næste år.

 

Vi må håbe på, at Nigeria viser sit sande jeg - for uforudsigeligheden er jo en stor del af kulturen, og måske kan det hele pludselig vende. Det er vist set før, så selvom det er rimeligt svært at forestille sig, så er det også en mulighed.

 

Det værste er selvfølgelig uvisheden og de tanker det medfølger. Pludselig er angsten for aldrig at få børn kommet helt til overfladen igen. Pludselig tænker jeg ikke længere når.. , men hvis... Tanker om vi kan komme os over sorgen over aldrig at blive en familie med børn rumler. Vi har skulle rejse os nogle gange og rumme mange skuffelser undervejs, så det er nok ikke så mærkeligt, at det efterhånden bliver sværere og sværere at fastholde troen på det nok skal lykkes. Jeg kan ihvertfald godt mærke, at mine følelser på ingen måde har lyst til at tro på noget som helst. Nu kan det sgu være nok - nu skal der bevis på bordet førend jeg tillader mig at bruge andet end ord som hvis...

 

Så det første skridt lige nu er vel i princippet at rumme, at vi nu har nogle måneder foran os, hvor vi ingenting ved. Rumme, at vi ikke kan bruge frygt og bekymringer til ret meget, for vi ved ikke noget før direktiverne er på plads og den nye social director tager dem i brug.

 

Og skal vi rumme sorgen over aldrig at blive en familie med børn, ja så er det først hvis det viser sig, at vi ikke kan nå at blive forældre indenfor vores godkendelsesrammer inden februar 2011. Den tid den sorg...

 

Sådan burde jeg tænke - hovedet kan godt se det er sådan, men noget andet er hjerte og følelser.

Nyt fra Nigeria

Og var jer - kære læser - der er dårligt nyt!

 

AC har i deres nyhedsbrev meddelt os ventende på listen, at nigerianerne er igang med at ændre adoptionslovgivningen, og at de derfor sætter alle adoptioner til udlandet i bero. De forventer at kunne igangsætte adoptioner igen til februar.

 

Som I nok kan forstå er det nærmest det værste der kan ske for os lige nu. Vi har ikke oceaner af tid at løbe på, og ingen ved hvad forandringerne medfører - måske er vi pludselig ikke i stand til at adoptere fra Nigeria, hvis nu de beslutter sig for stramninger der rammer os. Det er måske lidt af en katastrofetankegang, men jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke har stor tiltro til ret meget lige nu. Det føles som om det bare ikke skal lykkes for os.

 

Ventelisterne er iøvrigt opdateret hos AC idag - og som forventet er vi stadig nummer 7. En plads vi jo så kan forvente at blive på til engang i februar - ja sandsynligvis marts, for selvom de går igang, ja så går der jo noget tid inden der bliver tale om at der kan bringes børn i forslag.

 

FUCK hvor er det bare noget lort.

 

September er gået!

Og det blev en måned uden ryk på listen. Jeg skal gerne indrømme, det ville have været dejligt med et ryk, men omvendt begynder der efterhånden at vise sig et mønster, der tyder på, at tingene sker i klumper. Når der kommer børn, kommer der tit flere af gangen, og så er der typisk en pause. Så nu håber jeg oktober bliver måneden med aktivitet igen.

 

I weekenden var vi til generalforsamling i Nigeriaforeningen. Det er jo stadig en meget lille forening, men det er super godt at få det stablet på benene, så vi har en officiel forening at samle aktiviteter i. Det bliver i starten primært det årlige træf - men efterhånden som antallet af familier med børn fra Nigeria stiger, så kan der vise sig andre behov.

 

En anden god ting ved at møde op var, at vi fik snakket med familier der har været afsted - ja det allerbedste var i virkeligheden nok at se de 2 små nigeria-unger, som der heldigvis var med. Åhhhh så søde de to tøser var - totalt mega lækre. Det var i sig selv et kæmpe kick ;o) Men en anden god ting var, at en anden fra ventelisten havde talt med AC - som klart forventer 3 børn til listen inden jul. Jeg tør næsten ikke skrive det, for tænk nu hvis.... Men det ville bare være perfekt.

 

Så selvom vi ikke har fået det månedlige fix i kraft af børn til listen, så var det rigtig dejligt at få talt med andre Nigeria-adoptanter, andre fra ventelisten og ikke mindst sluge den skønne energi fra de to små tøser, der bare trissede rundt og tullede i baggrunden. Dejlig positiv energi.

Plads nr. 7

AC har opdateret idag - og som ventet ser ventelisten således ud - vi er på plads nummer 7. Nu er det 4 uger siden der sidst blev matchet børn til liste, og jeg kan mærke behovet begynder at melde sig. Det er jo kun mig selv der har besluttet, at det ville være passende med 1 barn om måneden, så det er kun mig selv jeg kan takke for, at utålmodigheden har det med at ramme mig med 4 ugers mellemrum.

Placering/journalnummer:

1 16049   2 16664   3 15961   4 16259   5 16195   6 15720   7 17134 Her er vi  8 16356   9 17178

Men uanset hvad, så er det jo stadig en fin placering og listen har det jo stadig som forventet, så der er ingen grund til bekymring.

Sommerfuglenes tilbagevenden

                                                            

Der er bare sket meget oveni hovedet de sidste måneder. Når jeg nu går tilbage i indlæggene og ser, at vores lille afsked til Kinabarnet blev skrevet den 21. april, ja så forstår jeg jo slet ikke, at det er 4 måneder siden. Er det virkelig kun 4 måneder siden, at jeg måtte fælde tårer over tabet af Kina, og samtidig rumme glæden og forventningen over valget af Nigeria? Der er også sket meget - for det er bare stort at vælge nyt land. Så mange nye ting at forholde sig til, kultur, opholdet, andres oplevelser, ventelisten, kravene, papirerne, børnene og jeg skal komme efter dig...  Men alligevel kun 4 måneder siden vi tog afsked for alvor?

På vores tidslinje er 4 måneder jo bare ingenting og alligevel føles lige netop disse 4 måneder som evigheder. Og det er så skønt at mærke hvordan det hele bevæger sig ind på rette de rette hylder. Hjertet fyldes af håb og forventninger - og glæden over at familiedrømmen igen er indenfor rækkevidde er bare fantastisk.  

Så lige nu øver jeg mig ihærdigt i ikke at passe alt for godt på mig selv - og mine følelser. Jeg synes et af de største tab i en proces som denne er tabet af håbet og drømmene. Skuffelserne har været så mange, at ens følelser pakker sig godt ind, og jeg vil bare så gerne have dem pakket ud igen. Mærke sommerfugle i maven, se på børnetøj og børneting uden at have en stemme der advarer om faren ved at forelske sig i noget. Og jeg kan godt mærke dem komme - de får adgang i omkring halve til hele minutter af gangen inden fornuften skynder sig at minde alle sommerfuglene om, at de lynhurtigt kan blive jaget væk igen, hvorefter de forsigtigt basker ud igen. Men alene det at fornemme disse minutters tilstedeværelse er fantastisk - og jeg kan mærke, at de ikke har tænkt sig at blive ved med at finde sig i at blive jaget ud igen ;o) De vil have magten og inden længe er jeg sikker på de nok skal få den....

Vores papirer og lufthavnsfix

Så er vores papirer på vej til Nigeria. Nu er vi ikke kun et nummer på ventelisten herhjemme - nu kender adoptionsorganisationen i Lagos State - LIFE også snart til vores eksistens. Og det er jo ganske afgørende for den videre proces. Det kan godt være vi har ønsket os barn fra Nigeria siden april - men inden papirarbejdet er færdiggjort og nigerianerne kender til os - ja der sker der ihvertfald ikke noget konkret for os.

Men nu lander vores papirer dernede en af dagene.

Matchingen på Nigerialisten er for det meste kronologisk - så det er ikke sådan, at vi skal til at holde vagt ved telefonen lige nu. Men det er rart at vide, at vores papirer er der hvor de skal være, når det på et tidspunkt bliver vores tur til at ligge øverst i bunken.

  Og så har jeg været i lufthavnen og modtage en nybagt familie på 4. Lille Carl Evidence kom idag hjem til DK med mor, far og storesøster. Det er svært at beskrive den hype og glæde der er ved at modtage nye familier i lufthavnen. Der bliver tudet, råbt, hujet og viftet med flag - samtidig med at det er så overvældende at selv vi tøser bliver stille af overvældelse over at være til stede. Carl Evidence tog det hele i stiv arm - og løb hurtigt rundt med hans nye legekammerater, pakkede trænet sine gaver op (med god støtte fra storesøster) og viste overhovedet ingen tegn på at have været undervejs i temmelig mange timer.  

  

Hurraaaaaaaaaa så rykker vi igen

Så er der sørme barn til Nigerialisten igen.

 

Idag har dem på plads nr. 1 accepteret barn - og vi er hermed rykket endnu et skridt op af listen. Så næste gang listen opdateres står vores nummer udfor plads nr. 7. Nu ser listen således ud.

 

Placering/journalnummer:

1 16967   Ønsker at adoptere udvalgt barn 2 16049   3 16664   4 15961   5 16259   6 16195   7 15720   8 17134 Her er vi  9 16356

Det er simpelt hen helt vildt fantastisk dejligt og slet ikke til at fatte.

 

JABADABADUUUUUUUUUUUU!

Plads nr. 8

Det er der jo egentlig ikke noget nyt i - den har vi haft siden der blev matchet børn i juli, men nu har AC opdateret, og nu ser ventelisten så således ud:

Placering/journalnummer:

1 16967   2 16049   3 16664   4 15961   5 16259   6 16195   7 15720   8 17134   9 16356

Plads nummer 8 - og ikke længere de sidste på listen ;o)

I disse dage går vi og venter på besked fra AC om at vores papirer er sendt til Nigeria - det burde de blive snarest.